Kontakt: k.kamedula@privat.dk
Erik Ole Jørgensen
ARKITEKT & DESIGNER




Københavns Møbelsnedkeri: EOJ-1962 Fotograf: Gyrithe Lemche
Som et særligt samarbejde producerer Københavns Møbelsnedkeri nu sofaen EOJ-1962, der oprindelig blev designet af Erik Ole Jørgensen i 1962.
EOJ-1962 udføres i massiv eg, med løse hynder i forskellige farvevarianter og nakke-støtter med stropper af kernelæder. Sofaen samles med messingskruer.
Mål: L. 205 cm. H. 97 cm. D. 93 cm.
Allerede i 1961 tegnede Jørgensen en forløber for EOJ-1962-sofaen, den såkaldte GJ5’er. Denne første sofamodel, der blev produceret af Jørgensens eget møbelfirma Georg Jørgensen & Søn, havde imidlertid ben og rygspanter af stål, hvorpå ryggens træbeklædning var fæstnet.
Begge modeller kendes på deres høje, svungne rygge, der er inspireret af skroget på et traditionelt træskib, hvor yderbeklædningen fastgøres på spanter. Med Jørgensens æstetiske fortolkning af skibskonstruktionen bliver sofaen lige så meget en hilsen til det traditionelle træskibsbyggeri, som den er en kreativ leg og udforskning af form og materialer.
I EOJ-1962-udgaven erstattede Jørgensen stålbenene og rygspanterne med egetræ. Det mere autentiske, før-industrielle materialevalg er ikke blot med til at understrege designet, men harmonerer også med de bæredygtige værdier, vi stræber efter i dag.